Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetUniversity of Copenhagenwww.life.ku.dkPhD
Internal sites
SitemapDirectoryFind usLibrary

Fagligt regelsæt for Ph.d. uddannelsen ved Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Tilia branches on a cold day 

 

Indholdsfortegnelse

§ Indhold Supplerende LIFE regler og retningslinjer
2. Indskrivning m.v. og studiestart
2.1 Indskrivning Indskrivning ved LIFE
2.2 Integreret kandidat- og ph.d.-forløb

4+4-ordningen ved LIFE

2.3 Meritgodkendelse Meritgodkendelse ved LIFE 
2.4 Deltid Godkendelse af deltid ved LIFE
2.5 Orlov

Ansøgning og godkendelse af orlov ved LIFE

2.6 Forlængelse af indskrivning

Forlængelse af indskrivning ved LIFE

2.7 Vejledning, udpegning af vejleder(e) og vejlederskift Antal vejledere ved LIFE
2.8 Ph.d.-planen

Ph.d.-planen ved LIFE

  

2. Indskrivning m.v. og studiestart

2.1 Indskrivning

KU kan tilbyde ph.d.-uddannelse inden for de fagområder, hvor universitetet aktuelt driver forskning, men KU beslutter selv, hvem det vil optage (jf. bkg. § 2 & § 6).

 

Beslutning om optagelse og indskrivning træffes af det enkelte fakultets ph.d.-skoleleder efter indstilling fra det videnskabelige personale i ph.d.-udvalget. Indskrivningen sker efter skriftlig ansøgning. Ved beslutningen lægges særlig vægt på ansøgerens dokumenterede faglige kvalifikationer, forskningsprojektets egnethed som ph.d.-projekt og indpasning i fakultetets faglige profil, samt hvorvidt der kan stilles de fornødne faglige og økonomiske ressourcer til rådighed for en forsvarlig gennemførelse af uddannelsen. Heri inkluderes ikke nødvendigvis lønnen til den ph.d.-studerende, da ansættelsen som sådan er uden for dette regelsæts rammer. Mere detaljerede kriterier kan fastsættes af det enkelte fakultet. Ph.d.-studerende indskrives ved ph.d.-skolen på fakultetet og tilknyttes det institut hvor hovedvejlederen er ansat. Er fakultetet ikke organiseret i institutter, menes hermed, at den ph.d.-studerende tilknyttes samme afdeling eller forskningsenhed som hovedvejlederen.

 

Det er normalt en forudsætning, at ansøgeren ved indskrivning har gennemført en fagligt relevant kandidatuddannelse eller kan dokumentere tilsvarende kvalifikationer, f.eks. udenlandske universitetseksaminer. Det enkelte fakultet kan beslutte at tillade indskrivning til en ph.d.-uddannelse i forbindelse med gennemførelsen af en kandidatuddannelse. Særlige regler herom fremgår af afsnit 2.2.

 

Ansøgning om indskrivning foregår på særlige blanketter, der kan hentes på det pågældende fakultets hjemmeside eller rekvireres i fakultetsadministrationen.

 

Alle ansøgninger skal indeholde en foreløbig redegørelse for ph.d.-planen herunder det påtænkte forskningsprojekt, et fagligt curriculum vitæ (CV) med evt. publikationsliste, kopi af eksamensbevis inkl. karakterer og hvor det er muligt ECTS-angivelse samt en redegørelse for finansieringen. Eksamensbeviset skal være i bekræftet kopi, dvs. på hver kopi skal der være skrevet – med navn, adresse og dato – at kopien er i overensstemmelse med originalen. Bekræftelsen skal være foretaget af to uvildige vidner (to personer, der ikke er i nær familie med ansøger) eller af uddannelsesstedet eller anden offentlig myndighed.

 

Udenlandske eksamensbeviser, som ikke er på norsk, svensk, tysk, fransk eller engelsk, skal normalt ledsages af en oversættelse til dansk eller engelsk, samt en officiel beskrivelse af den eventuelle karakterskala medmindre det relevante fakultet har fastsat andre krav. Der henvises i øvrigt til ansøgningsblanketterne. Er den adgangsgivende eksamen fra en udenlandsk institution, kan fakultetet indhente en udtalelse fra CIRIUS (www.ciriusonline.dk). Indeholder ansøgningen en vurdering fra CIRIUS skal denne vurdering følges, når man tager stilling til, om vedkommendes udenlandske uddannelseskvalifikationer er generelt adgangsgivende ( jf. lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikatioer).

 

Der kan normalt forventes svar på en ansøgning om indskrivning inden for seks uger efter ansøgningens modtagelse. Søges der samtidig om stipendium, må hertil lægges den tid bedømmelse af ansøgningen herom tager. (Tilbage til indholdsfortegnelsen) 

 

Supplerende regler og retningslinier ved LIFE : Indskrivning ved LIFE

 

Bedømmelse af ansøgers kvalifikationer

Ansøgningen om optagelse fremsendes altid til Uddannelse og Studerende, via det institut, hvor hovedvejlederen er ansat. Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der ønskes medtaget i vurderingen af ansøgerens faglige kvalifikationer. Skema S1 skal benyttes, og der vedlægges:

 

a)    Dokumentation for bestået bachelor- og kandidateksamen incl karakterblad

b)    CIRIUS-vurdering (kun ansøgere med adgangsgivende eksamen erhvervet i udlandet)

c)    Curriculum vitae incl. dokumentation for meriterende aktiviteter (tidligere ansættelse, beståede ph.d.-kurser, publicerede artikler) og angivelse af referencepersoner

d)    IELTS-test eller TOEFL-test

e)    Udkast til ph.d.-plan, jf. afsn. 2.8 (skema S2 skal benyttes)

f)     Udtalelse fra det fagkyndige bedømmelsesudvalg (skema S3 skal benyttes)

g)    Resumé af hovedvejlederens interview af ansøger (skema S4 skal benyttes)

h)    Dokumentation for finansieringsgrundlagets tilstedeværelse

i)     Evt. stillingsopslag

j)     Evt. beskrivelse af forskning, der ønskes meritoverført

k)    Instituttets indstilling om optagelse (skema S5 skal benyttes)

 

 

Ad b)     Instituttet er ansvarlig for at indhente en vurdering fra CIRIUS

 

Ad d)     Ansøgere, for hvem engelsk ikke er hovedsproget, skal dokumentere at kunne tale og skrive på engelsk på et niveau, der modsvarer de krav, som ph.d.-uddannelsesmiljøet på LIFE fordrer. Dette gøres via beståelse af IELTS-test eller TOEFL-test før ansøgning om optagelse.

 

Test

Minimum score

IELTS-test

6.0 point

Paper-based TOEFL-test

560 point

Internet-based TOEFL-test  

83 point

 

Undtagelse for ovennævnte sprogtest gives til:

  • ansøgere fra lande, hvor engelsk er det officielle sprog
  • ansøgere fra de nordiske lande.
  • ansøgere, der kan dokumentere at engelsk var undervisningssproget under bachelor eller kandidatuddannelsen.

Sprogtests ældre end 2 år accepteres ikke. Ansøgningen vedlægges en certificeret kopi af testresultatet.

 

Ad f)     Ansøgning om optagelse skal altid bilægges en skriftlig udtalelse fra et fagkyndigt bedømmelsesudvalg. Bedømmelsesudvalget nedsættes af det institut, den ph.d.-studerende skal tilknyttes, og det skal bestå af en formand og minimum 1 medlem, alle kvalificeret på lektorniveau eller derover. I udtalelsen gives en argumenteret redegørelse for ansøgers kvalifikationer med henblik på at gennemføre det ansøgte ph.d.-uddannelsesforløb. LIFE´s bedømmelsesudvalgsskema (Skema S3) skal benyttes.

Ad g)     Hovedvejleder skal have holdt et interview (evt. per telefon) med ansøgeren. Resumé af interviewet vedlægges (skema S4).

Ad i)     I fald ph.d.-stipendiet har været opslået, skal der fremsendes en kopi af stillingsopslaget sammen med ansøgning om optagelse.

Ad j)     Hvis ansøger i sit tidligere erhverv har udført forskning, der kan indgå i det ansøgte ph.d.-uddannelsesforløb, og som medfører en reel studietidsforkortelse, kan der ansøges om meritoverførsel. Dette gøres af hovedvejleder og beskrives i skema S5.

Ad k)     Det er instituttets ansvar at vurdere, om projektet modsvarer instituttets faglige profil, og at afgive udtalelse om projektet, tidsplanen, kursusplan m.v. (Skema S5 benyttes). Instituttet fremsender til Uddannelse og Studerende den samlede ansøgning incl. ovennævnte bilag og instituttets indstilling om indskrivning. hvorefter den behandles af Ph.d.-skoleleder/Ph.d.-udvalg ved førstkommende lejlighed, jf. Ph.d.-udvalgets møderække (se www.life.ku.dk). Når ansøgningen i sin helhed er godkendt, udgør den aftalegrundlaget for de underskrivende parter: ph.d.-studerende, institut, vejleder(e), eventuelle samarbejdspartnere og LIFE. Aftalen er forpligten­de, hvad angår forsknings‑ og uddannelsesplanen (ph.d.-planen), faglig vejledning og finansieringsplan. Det indskærpes, at det er en forudsætning for optagelse, at der er de nødvendige ressourcer til rådighed for, at ph.d.-uddannelsen kan gennemføres som fastlagt i ph.d.-planen. Institutlederen garanterer med sin underskrift på skema S5 for ovennævnte. (Tilbage til indholdsfortegnelsen)

 

 

2.2 Integreret kandidat- og ph.d.-forløb

På KU er der på nogle fakulteter mulighed for at påbegynde ph.d.-uddannelsesforløbet i tilknytning til et kandidatuddannelsesforløb f.eks. ved indskrivning på en 4+4-ordning eller 3+5-ordning. I henhold til bekendtgørelsen skal det i et sådant integreret kandidat- og ph.d.-forløb sikres, at det samlede uddannelsesforløb er af samme omfang og på samme niveau som øvrige ph.d.-uddannelser (jf. bkg. § 5, stk. 2).

Ph.d.-studerende, der påbegynder ph.d.-uddannelsesforløbet i tilknytning til kandidatuddannelsesforløb, indskrives som ph.d.-studerende, men er også tilknyttet kandidatstudiet. Er ph.d.-uddannelsen påbegyndt i tilknytning til kandidatuddannelsen, skal kandidatuddannelsen normalt færdiggøres senest 2 år før den normerede studietid for det samlede ph.d.-uddannelsesforløb udløber.

Udtræder en ph.d.-studerende af ph.d.-uddannelsen, inden vedkommende har færdiggjort sin kandidateksamen, skal den studerende have mulighed for at færdiggøre sit kandidatstudium. (Tilbage til indholdsfortegnelsen) 

 

Supplerende regler og retningslinier ved LIFE : 4+4-ordningen ved LIFE

 

Man kan læse mere om 4+4-ordningen i bilag 3.                                                                                                        

 

 

2.3 Meritgodkendelse

Ved ansøgning om indskrivning kan der søges om godkendelse af veldokumenterede, tidligere erhvervede kompetencer (merit) således at disse indgår som led i forskeruddannelsen. Ansøgning om merit behandles af fakultetets ph.d.-udvalg, der kan fastsætte nærmere regler herom. (Tilbage til indholdsfortegnelsen) 

 

Supplerende regler og retningslinier ved LIFE: Meritgodkendelse ved LIFE

Se Supplerende regler og retningslinier ved LIFE: Indskrivning ved LIFE under afsnit 2.1 Ad j) ovenfor. Meritgodkendelse sker efter ansøgning fra hovedvejleder og det faglige miljø, hvori der begrundes for art og omfang af genstanden for meritoverførslen (skema S5).

Merit kan gives for tidligere beståede ph.d.-kurser og/eller forskningsarbejde med direkte projektrelevans. Opnår den ph.d.-studerende merit, skal det fremgå af ph.d.-planen. (Tilbage til indholdsfortegnelsen)

 

 

2.4 Deltid

Ph.d.-uddannelsen tilrettelægges normalt som et heltidsstudium, normeret til tre år (jf. bkg. § 4), men kan efter begrundet ansøgning i særlige tilfælde gennemføres som deltidsstudium. Ph.d.-udvalget tager stilling til de faglige og studiemæssige forhold i forbindelse med ansøgning om deltid. Fakultetet kan fastsætte nærmere regler om deltid, herunder om overgang fra heltid til deltid under studiet, men ph.d.-studiet skal altid udgøre mindst halv tid (50%), dvs. at den normerede studietid på deltid højst kan blive seks år (eksklusiv orlov). Deltid kan begrundes såvel i forskningsprojektets karakter som med personlige forhold.

Ansøgninger fra ph.d.-studerende ansat ved Københavns Universitet skal godkendes af dekanen. Afgørelser om deltid skal koordineres med eventuel ansættelse. I forbindelse med overgang til deltid skal ph.d.-planen justeres og godkendes, se afsnit 2.8. (Tilbage til indholdsfortegnelsen)

 

Supplerende regler og retningslinier ved LIFE: Godkendelse af deltid ved LIFE

Ansøgning om deltid under ph.d.-uddannelsen fremsendes til Uddannelse og Studerende, skema S6 benyttes.

Ph.d.-skolelederen godkender deltid for ph.d.-studerende ansat ved LIFE på vegne af dekanen. (Tilbage til indholdsfortegnelsen)

 

2.5 Orlov

Lovreguleret orlov i forbindelse med barsel/adoption/militær udstationering m.m, skal meddeles ph.d.-udvalget, og ph.d.-planen skal justeres og godkendes. Resten af dette afsnit omhandler ikke lovreguleret, men alene ansøgt orlov.

 

Det er muligt at søge orlov fra ph.d.-studiet både af faglige og personlige grunde. Ansøgning om orlov skal være skriftlig, begrundet og vedlagt en udtalelse fra hovedvejlederen. Ph.d.-udvalget tager stilling til de faglige og studiemæssige forhold i forbindelse med ansøgning om orlov. Afgørelser om orlov træffes ud fra en individuel vurdering og under hensyntagen til ph.d.-studiets videre gennemførelse. Orlov bevilges normalt ikke for mere end 12 måneder i alt, heri dog ikke medregnet lovreguleret orlov i forbindelse med barsel/adoption/militær udstationering m.m. Ved orlov forlænges indskrivningen tilsvarende.

 

Orlov indebærer, at man ikke er studerende i orlovsperioden. Man må således ikke være studieaktiv under orlov og har heller ikke krav på vejledning, kontorplads m.v. Såfremt alle parter godkender dette, kan man dog deltage i et planlagt kursus, hvis dette er af væsentlig betydning for ph.d.-studiet og ikke kan forventes gentaget på et senere tidspunkt.

 

Ansøgninger fra ph.d.-studerende ansat ved Københavns Universitet skal godkendes af dekanen. Afgørelser om orlov skal koordineres med eventuel ansættelse.

I forbindelse med orlov skal ph.d.-planen justeres og godkendes, se afsnit 2.8. (Tilbage til indholdsfortegnelsen) 

 

Supplerende regler og retningslinier ved LIFE: Ansøgning og godkendelse af orlov ved LIFE

Ansøgning om orlov under ph.d.-uddannelsen fremsendes til Uddannelse og Studerende, skema S6 benyttes.

Ph.d.-skolelederen godkender orlov for ph.d.-studerende ansat ved LIFE på vegne af dekanen. (Tilbage til indholdsfortegnelsen)

 

2.6 Forlængelse af indskrivning

Indskrivning til ph.d.-uddannelsen sker normalt for en 3-årig periode. Ph.d.-studerende, der er blevet forsinket i deres studium, har mulighed for at søge ph.d.-udvalget om forlængelse af indskrivningen. Ansøgningen skal være skriftlig og begrundet, og der skal foreligge en udtalelse fra hovedvejleder.

Fakulteterne fastlægger grænser for forlængelse og deltid for ph.d.-studerende der får forlængelse ud over normal studietid. En eventuel forlængelse på deltid kan, hvis fakultetet accepterer det, være på under 50%. (Tilbage til indholdsfortegnelsen) 

 

Supplerende regler og retningslinier ved LIFE: Forlængelse af indskrivning ved LIFE 

Ønskes ph.d.-uddannelsen forlænget, skal ansøgningsskema S7 benyttes. Ph.d.-udvalget vil lægge særlig vægt på begrundelse for forlængelsen samt tidsplanen for færdiggørelsen.

Forlængelse op til 6 måneder godkendes af Ph.d.-udvalget. Ansøgning om op til yderligere 6 måneders forlængelse godkendes af Ph.d.-skolelederen. (Tilbage til indholdsfortegnelsen)

 

2.7 Vejledning, udpegning af vejleder(e) og vejlederskift

Ph.d.-uddannelsen foregår under vejledning. Den ph.d.-studerende har ret til at få vejledning og pligt til at modtage vejledning.

Alle ph.d.-studerende skal under hele ph.d.-studiet have en hovedvejleder. Hovedvejlederen har ansvaret for den samlede ph.d.-uddannelse, som planlægges sammen med den ph.d.-studerende (jf. bkg. § 8). Vedkommende har i den forbindelse en række særlige forpligtelser, der er nærmere omtalt nedenfor og i afsnit 2.8. Der kan tilknyttes yderligere vejledere til studieforløbet. Disse skal være kvalificeret inden for det relevante fagområde (jf. bkg. § 8, stk. 2, 1. pkt.).

 

Hovedvejleder skal være en person, der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau. Hovedvejleder skal være forsker inden for fagområdet, være ansat ved det pågældende fakultet og have kendskab til ph.d.-uddannelsen.

 

Hovedvejleder og supplerende vejledere udpeges af fakultetets ph.d.-skoleleder efter indstilling fra den pågældendes leder (normalt institutlederen). Den ph.d.-studerende kan pege på mulige vejledere, men den endelige afgørelse træffes af ph.d.-skolelederen. Hovedvejlederen udpeges i forbindelse med indskrivningen.

 

Ph.d.-studerende, hvis forskningsprojekt i overvejende grad foregår ved en anden institution eller virksomhed end universitetet bør tillige have en vejleder der.

 

Ph.d.-studerende med stipendium, finansieret af Rådet for Teknologi og Innovation (erhvervsPhD-studerende), skal udover hovedvejlederen have en vejleder, der er tilknyttet den virksomhed, hvor den ph.d.-studerende er ansat. Denne vejleder udpeges af ph.d.-skolelederen i samråd med virksomheden. Denne vejleder skal være forskningsmæssigt kvalificeret inden for det relevante fagområde (jf. bkg. § 26). Se endvidere vejledning for ErhvervsPhD-ordningen på www.fi.dk

 

Den ph.d.-studerende kan søge om vejlederskift. En ansøgning om vejlederskift skal være skriftlig og begrundet. Det er ph.d.-skolelederen der efter konsultation med den relevante institutleder træffer beslutning om vejlederskift. Vejleder skal høres ved vejlederskift. Ph.d.-skolelederen kan i særlige tilfælde udskifte hovedvejleder uden der foreligger en ansøgning herom fra den ph.d.-studerende. (Tilbage til indholdsfortegnelsen) 

 

Supplerende regler og retningslinier ved LIFE: Antal vejledere ved LIFE

LIFE stiller normalt krav om 2 vejledere. Skema S8 benyttes til anmodning om vejlederskift. (Tilbage til indholdsfortegnelsen) 

 

2.8 Ph.d.-planen

Alle ph.d.-studerende ved KU skal senest 3 måneder efter at ph.d.-uddannelsen er påbegyndt have godkendt en ph.d.-plan. Dette gælder også ph.d.-studerende som har påbegyndt ph.d.-uddannelsen i tilknytning til kandidatuddannelsesforløbet.

Ph.d.-planen skal som minimum indeholde (jf. bkg. § 9):

  1. Tidsplan
  2. Aftale om vejledningens omfang og form.
  3. Plan for ph.d.-projektet
  4. Plan for ph.d.-kurser
  5. Plan for deltagelse i andre aktive forskningsmiljøer
  6. Plan for undervisningsvirksomhed eller anden form for vidensformidling
  7. Eventuelle aftaler om immaterielle rettigheder
  8. En finansieringsplan (budget)

I forbindelse med indgåelse af aftalen om vejledningens omfang og form skal der ske en gensidig forventningsafstemning mellem ph.d.-studerende og vejleder(e).

Er der en ekstern samarbejdspartner, skal der ved indskrivning endvidere foreligge en skriftlig samarbejdsaftale, som også skal omfatte finansielle aspekter, aftaler om immaterielle rettigheder og publicering. Samarbejdsaftalen skal godkendes af fakultetet.

 

Det er hovedvejleders ansvar at ph.d.-planen udarbejdes og vedligeholdes. Planen skal være skriftlig og underskrives af vejleder og den ph.d.-studerende samt godkendes af ph.d.-skolelederen. Planen skal fungere som projektstyringsværktøj og have en sådan detaljeringsgrad og karakter, at den kan danne grundlag for de halvårlige evalueringer. Planen er dynamisk og skal løbende ajourføres fx ved større ændringer af projektet, ændringer i relation til ophold ved andre forskningsmiljøer/institutioner, orlov osv. Ændringer i ph.d.-planen skal godkendes. (Tilbage til indholdsfortegnelsen)

 

Supplerende regler og retningslinier ved LIFE: Ph.d.-planen ved LIFE

Ph.d.-planen (skema S2) indeholder på LIFE tillige oplysninger om:                                           

  1. Fagområde og tilknytning til forskeruddannelsesprogram
  2. Tilknytning til LIFE-institut og evt. samarbejdsinstitution
  3. Vejleders titler, navne og institutionstilknytning.

 

(Tilbage til indholdsfortegnelsen)

 


Jeppe Berggreen Høj , - last update:15 February 2011
Faculty of Life Sciences-Bülowsvej 17-1870 Frederiksberg C-Tel: +45 353 32828-