Anmeldelse af uheld og tilløb til uheld

Alle uheld, og tilløb til uheld, ved arbejde på Det Biovidenskabelige Fakultet skal anmeldes. Anmeldelse sker på blanket til intern anmeldelse af uheld, eller nær-ved-uheld skema. Blanketterne kan hentes og udskrives til højre på denne side.

 

Skadelidte, eller personen som opdager tilløbet til uheld, oplyser straks arbejdsmiljøgruppen og institut-/centerleder om hændelsen.

 

Anmeldelsesblanket udfyldes straks af arbejdsmiljøgruppen og skadelidte i fællesskab. Det er vigtigt at uddybe svaret i "forebyggende foranstaltninger", også selvom det konkluderes det er et hændeligt uheld, så det er tydeligt at der har været en fyldestgørende behandling af sagen.

 

Tilløb til uheld

Tilløb til uheld er hændelser, som potentielt kunne være endt i personskade, men som af forskellige årsager forløb uden skade på personer. Et eksempel på tilløb til et uheld, er en gammel flaske med myresyre, som eksploderer, uden nogen kommer til skade. Et andet eksempel er nedfald af sne fra tag, uden det rammer personer. Anmeldelse af tilløb til uheld skal følges op af arbejdsmiljøgruppen, og bliver taget op af Fakultetsarbejdsmiljøudvalget.

 

Uheld/arbejdsskader

Uheld der giver anledning til fravær skal anmeldes til Arbejdstilsynet. Arbejdsmiljøkonsulenten forestår denne anmeldelse, når intern anmeldelse er modtaget fra arbejdsmiljøgruppen.

 

Ved frygt for varige mén anmeldes uheld til Arbejdsskadestyrelsen - dette gøres ligeledes af arbejdsmiljøkonsulenten. Arbejdsskadestyrelsen vil herefter vurdere, om uheldet kan anerkendes som arbejdsskade og vurdere evt. erstatning.

 

Erstatning - Hvornår?

Erstatning gives som hovedregel kun i de tilfælde, hvor der er tale om varige mén. Der kan dels blive tale om erstatning for ulemper i den daglige livsførelse og dels om godtgørelse for tabt erhvervsevne. Tabt arbejdsfortjeneste under sygdomsforløbet dækkes som hovedregel ikke.

Såfremt man er i tvivl om, hvorvidt man er berettiget til erstatning eller ej, bør man under alle omstændigheder søge herom.

 

Mén-grad

Arbejdsskadestyrelsen vurderer i hvor høj grad der er ulemper i den daglige livsførelse som følge af ulykken. Denne såkaldte mén-grad skal vurderes til mindst 5 % for at udløse erstatning. I tilfælde af skadelidtes død, kan der udbetales erstatning til de efterladte.

 

Tab af erhvervsevne

Der kan udbetales erstatning for tab af erhvervsevne, såfremt dette tab skønnes at være på mindst 15 %. Beregningen sker på grundlag af den indtægt, skadelidte havde i året forud for ulykken.

 

Hjemmearbejde

Hvis man arbejder hjemme, gælder de samme regler omkring arbejdsska­der, som hvis man havde været på sin arbejdsplads. Grænserne mellem arbejde og fritid vil naturligt nok blive mere udflydende, ligesom arbejds­tiden ofte vil ligge på andre tidspunkter, end hvis man møder på en arbejdsplads hver dag. Hos Arbejdsskadestyrelsen har man i øjeblikket den praksis, at såfremt en medarbejder hævder, at en given skade er sket på et tidspunkt, hvor vedkommende arbejdede, så stoler man på det og kræver ikke yderligere dokumentation. Ligesom på en almindelig arbejdsplads er man derhjemme omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring, når man i forbin­delse med sit arbejde f.eks. henter en kop kaffe i køkkenet eller går på toilettet.

 

Erhvervssygdom/arbejdsbetinget lidelse

Ved en erhvervssygdom forstås en kronisk lidelse, som skyldes en langvarig påvirkning fra arbejdspladsen. Her kan f.eks. være tale om støjskader, hjerneskader, kræft som følge af påvirkning fra kemiske stoffer, nedslidning som følge tungt arbejde gennem flere år m.m. Erhvervssygdomme anmeldes ikke af arbejdspladsen, men af skadelidtes læge, speciallæge el.lign.

 

Brilleskader

Brilleskader sket i embeds medfør anmeldes til Arbejdsmiljø & Samarbejde. Anmeldelse skal ske på en særlig blanket som rekvireres hos Arbejdsmiljø & Samarbejde.

 

Udgifter til reperation/erstatning sker i et vist omfang: Udgifter til glas dækkes, mens udgifter til stel dækkes op til en beløbsgrænse fastsat af Arbejdsskadestyrelsen. Beløbsgrænsen justeres årligt.


Rikke Muxoll Fatum, - siden er sidst opdateret d.16. marts 2011
Det Biovidenskabelige Fakultet-Bülowsvej 17-1870 Frederiksberg C-Tlf: 353 32828--- CVR: 29979812 - Diverse EAN-numre