Ekstern forskningsfinansiering
Forskning og Innovation (FIK) yder følgende interne services i forbindelse med ekstern forskningsfinansiering.
Forskerkonsultation (EU ansøgninger)
Sammen med fakultetets EU-konsulent Gavin Thomson konsulterer FIK forskerne om EU spørgsmål/ansøgninger (ca. 10 mødedage årligt). Derigennem får FIK en vigtig indsigt i hvad der sker, herunder kontakt med forskerne.
Ansøgningshjælp
I forbindelse med højt profilerede nationale ansøgningsrunder og store EU ansøgninger, hvor Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer er koordinator, har ansøgende forskningsmiljøer mulighed for støtte fra FIK, herunder EU konsulent Gavin Thomson for så vidt angår EU ansøgninger. Det kan handle om gennemlæsning/kommentering, skrivehjælp til mere generelle dele af ansøgningen - partnerbeskrivelse, managementstruktur, "gender and ethical issues" mv. og hjælp til kontrol af, at de formelle krav vedr. ansøgningen bliver overholdt. FIK kan særligt på EU-området fremskaffe gode eksempler på ansøgninger, der har været succesfulde.
Generel rådgivning ved henvendelse
Besvarelse af spørgsmål om mulighederne i forbindelse med nationale finansieringskilder og FP7. Derudover kan spørgsmål eller problemer i relation til konkrete ansøgninger, kontraktforhandlinger og kørende projekter klares af FIK.
Formidling af information
Aktuel information om deadlines sendes ud med FIK nyhedmail løbende. I tilfælde hvor det er særligt påkrævet, udsendes information omgående og/eller målrettes direkte til et bestemt institut. FIU og fakultetets ledelse orienteres løbende. Herunder arrangerer FIK seminarer om såvel mere overordnede temaer som mere specifikke emner, fx. aktuelle programmer eller emner, ligesom information søges videreformidlet gennem fakultetets interne blad e-life. Herudover afholder FIK regelmæssigt ansøgningskurser. Disse annonceres i FIK nyhedsmail om ekstern finansiering. Ønsker du at abbonere på vores nyhedsmail kan du kontakte Mette Christiansen, tlf. 353 32106 eller mail
Sagsbehandling
Godkendelse af EU-ansøgninger (formalia og budgetter) og støtte i forbindelse med kontraktforhandlinger, herunder godkendelse af CPF forme, budgetter samt indhentning af ledelsens underskrift. For to typer EU-ansøgninger - Marie Curie Mono og ERC Starting og Advanced Grants - har LIFE selv kompetencen til at forhandle og underskrive kontrakter, samt at stå for management af kontrakterne.
For øvrige FP7-ansøgninger ligger kompetencen hos KU's centrale EU-kontor. EU-kontoret skal underskrive alle consortium agreements og med virkning fra 15. august 2011 skal EU-kontoret desuden stå for managment af alle FP7-projekter, hvor KU er koordinator (dog undtaget de to ovennævnte). Se mere på EU-kontorets hjemmeside.
I tilfælde af ansøgningsrunder, hvor der kræves en samlet ansøgning fra KU er det FIK, der koordinerer fakultetets samlede indspil til KU centralt.
Øget indsigt og indflydelse
Der arbejdes målrettet med at sikre fakultetet en øget indflydelse på udformningen af såvel nationale som EU's forskningsprogrammer. I forhold til rammeprogrammerne gøres dette bl.a. i et samarbejde mellem fakultetets EU-konsulent og den konkrete faggruppe. Der lægges betydelig vægt på at sikre en fakultetsrepræsentation i strategisk vigtige fora. Der lægges vægt på, at fakultets ledelse med jævne mellemrum besøger kontakter i Kommissionen mhp. at præsentere problemstillinger, således som LIFE ser dem.
Statistik
Der arbejdes med løbende opdatering af oversigt over fremsendte EU ansøgninger og deres resultat. FIK udgiver desuden to gange årligt en status for hjemtagning af eksterne midler. Status offentliggøres på LIFE's hjemmeside.
FIK's netværk
FIK deltager i flere netværk, herunder en EU-erfaringsgruppe, hvor administrativt personale fra universiteter og sektorforskningsinstitutioner er repræsenteret. Netværksgruppen mødes tre til fire gange årligt. På fakultetsniveau er FIK tovholder for det såkaldte F-netværk af institutudpegede "funding-koordinatorer", der har overblik over de enkelte institutters ansøgningsaktivitet. Sammen med medarbejdere fra FIK udgør koordinatorerne et F-netværk på fakultetet, der mødes og udveksler erfaringer, gode ideer mv. Desuden er FIK aktiv i bl.a. European Association of Research Managers and Administrators, EARMA, og i den danske søsterorganisation, DARMA.
For yderligere information eller støtte i forbindelse med ekstern forskningsfinansiering kontakt en af FIKs medarbejdere på området
|
Forskning og Innovation
Det Biovidenskabelige Fakultet
for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer
Bülowsvej 17
DK-1870 Frederiksberg C |
|
|
- siden er sidst opdateret d.24. oktober 2011
|
Det Biovidenskabelige Fakultet
-Bülowsvej 17
-1870 Frederiksberg C
-Tlf: 353 32828
--- CVR: 29979812 -
Diverse EAN-numre