Vedtægter

September 1997, Revideret : 22. marts 1999 - 28. marts 2000 - 13. september 2004
 

VEDTÆGTER

FOR PERSONALEFORENINGEN PÅ KVL

FORENINGEN

§ 1.

Foreningens navn er "Personaleforeningen på KVL". Ved forpligtende henvendelse udadtil (eventuelt i bundtekst på brevpapir) tilføjes: "privat organiseret forening", således at foreningens selvstændighed i forhold til KVL klart fremgår overfor 3. mand.

§ 2.

Foreningens hjemsted er Frederiksberg Kommune. Foreningens adresse er formandens institut - eller anden enhedsadresse på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

§ 3.

Foreningen er oprettet med virkning fra datoen for stiftende generalforsamling, jf. § 17.

FORMÅL OG FUNKTION

§ 4.

Stk. 1. Foreningens formål er på tværs af faggrupper og arbejdsområder at tage initiativ til samt at planlægge og koordinere festlige, sportslige og kulturelle aktiviteter for foreningens medlemmer.

Stk. 2. Foreningen fungerer som paraply-organisation for sektioner/klubber, der oprettes som selvstyrende enheder under foreningen for de respektive aktiviteter, jf. § 5.

Sektion / klubber – Foreningsaktiviteter

§ 5.

Stk. 1. Oprettelse af en sektion/klub under foreningen forudsætter, at mindst 6 medlemmer af foreningen skriftligt overfor foreningens bestyrelse fremsætter forslag herom, og at et kvalificeret flertal på mindst 5 af bestyrelsens medlemmer tiltræder forslaget. Et flertal på 5 af bestyrelsens medlemmer kan selv tage initiativ til oprettelse af en sektion/klub.

Stk. 2. Initiativtagere til oprettelse af en sektion/klub afgør selv organisationsformen for sektionens/klubbens aktiviteter. Dog skal der altid udpeges en formand som det ansvarlige bindeled i forhold til foreningens bestyrelse blandt andet med henblik på årlig afrapportering til bestyrelsesformanden af sektionens/klubbens aktiviteter samt aflæggelse af regnskab for eventuel økonomisk støtte, jf. stk. 3.

Stk. 3. En sektion/klub kan efter ansøgning modtage økonomisk støtte fra foreningen til sektions-/klubaktiviteten, jf. i øvrigt § 10 stk. 3.

Stk. 4. Personaleforeningens bestyrelse kan tage initiativ til og uden oprettelse af særskilt sektion eller klub selv forestå gennemførelse af særlige aktiviteter/arrangementer.

Stk. 5. Deltagelse i sektions- og klubaktiviteter forudsætter medlemskab af foreningen, jf. §7 stk. 2. Efter indstilling fra sektionens/klubbens formand kan bestyrelsen i særlige tilfælde dispensere herfra, såfremt dette af hensyn til den pågældende aktivitet anses nødvendigt for at få sektionen/klubben til at fungere optimalt. Ved planlægning af særlige aktiviteter/arrangementer i regi af personaleforeningens bestyrelse, jf. stk. 4, træffer bestyrelsen samtidig beslutning om, hvorvidt ikke-medlemmer, eksempelvis medlemmernes ægtefæller, skal have mulighed for at deltage.

Stk. 6. Uanset bestemmelserne i stk. 5 kan der på den årlige generalforsamling træffes beslutning om, at en given aktivitet i almindelighed skal være tilgængelig også for andre end Personaleforeningens medlemmer. De nærmere betingelser besluttes af foreningens bestyrelse.

Stk. 7. I henhold til stk. 6 er der på foreningens generalforsamling i marts 2000 truffet beslutning om, at de studerende på KVL skal have adgang til benyttelse af Motionscentret.

MEDLEMSKAB

§ 6.

Stk. 1. Som medlem kan optages enhver ansat på KVL. Ansatte, der er fratræder for at gå på efterløn eller pension, kan forblive som medlemmer, jfr. i øvrigt § 7 stk. 4 .

Stk. 2. Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med mindst tre måneders varsel, jf. i øvrigt § 7 stk. 3.

KONTINGENT

§ 7.

Stk. 1. Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling, jf. § 12 stk. 3, og dækker perioden frem til den 1. april i det efterfølgende kalenderår.

Stk. 2. Kontingentet opkræves i 4 lige store rater og trækkes automatisk fra medlemmets løn fra KVL i månederne, april, juni, oktober og januar. Ved indmeldelse betales fra første kvartal efter indmeldelsesdatoen. I tilfælde af kontingentrestance bortfalder medlemsrettighederne, jfr. § 5 stk. 5. Såfremt restancen ikke er betalt senest 3 måneder fra forfaldsdato bortfalder medlemskabet.

Stk. 3. Ved udmeldelse af foreningen, jf. § 6 stk. 2,  ydes der ikke refusion i det allerede betalte medlemskontingent.

Stk. 4. For medlemmer, der er på efterløn eller pension, opkræves kontingent en gang årligt ved fremsendelse af girokort til medlemmets hjemmeadresse omkring 1. april. Ved indmeldelse betales første gang 1. april i det efterfølgende kalenderår.

REGNSKAB

§ 8.

Stk. 1. Regnskabsåret følger kalenderåret. Kassereren er ansvarlig for, at der føres regnskab over samtlige indtægter og udgifter, herunder regnskab for økonomisk støtte til sektioner/klubber, jf. § 5 stk. 2.

Stk. 2. Regnskabet revideres og foreningens beholdning opgøres forud for aflæggelsen af regnskabet på generalforsamlingen.

BESTYRELSEN

Sammensætning

§ 9.

Stk. 1. Bestyrelsen består af 7 medlemmer og 3 suppleanter, der af og blandt foreningens medlemmer vælges på den årlige generalforsamling. Valgberettigede ved foreningens oprettelse er deltagerne i den stiftende generalforsamling. Bortset fra stiftelsesåret, jf. stk. 2, gælder valget af ord. bestyrelsesmedlemmer for 2 år fra en 1. april til en 1. april. Valget gennemføres forskudt således at formanden og 3 bestyrelsesmedlemmer afgår de lige år og kassereren og 2 bestyrelsesmedlemmer afgår de ulige år. Valget af suppleanter gælder for ét år ad gangen, jf. dog herved stk. 2.

Genvalg kan finde sted. Formand og kasserer vælges særskilt, jf. § 12 stk. 3.

Stk. 2. I stiftelsesåret vælges formanden og 3 bestyrelsesmedlemmer for perioden fra foreningens oprettelse på den stiftende generalforsamling og indtil den 1. april 2000. Kassereren og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges fra samme tidspunkt og indtil den 1. april 1999. Valgperioden for suppleanterne løber ligeledes indtil den 1. april 1999.

Stk. 3. Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig selv med næstformand og sekretær.

Stk. 4. Hvis formanden eller kassereren afgår i valgperioden udpeger bestyrelsen en ny formand eller kasserer blandt de øvrige bestyrelsesmedlemmer, som derefter fungerer indtil den førstkommende generalforsamling. For samme periode indtræder suppleant(er) som ordinært bestyrelsesmedlem.

Opgaver og funktion

§ 10.

Stk. 1. Bestyrelsen planlægger og leder foreningens virksomhed i overensstemmelse med foreningens formålsbestemmelse og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 2. Bestyrelsen træffer beslutning vedrørende oprettelse af sektioner/klubber, jf. § 5 stk. 1.

Stk. 3. Bestyrelsen kan yde økonomisk støtte til sektioner/klubber, jf. § 5 stk. 3. Bestyrelsen skal i forbindelse hermed tilstræbe en forholdsmæssig nogenlunde ligelig fordeling af støtte til de forskellige foreningsaktiviteter.

§ 11.

Stk. 1. Bestyrelsen fordeler selv opgaverne i blandt sig og kan nedsætte underudvalg til opfyldelse af foreningens formål. Bestyrelsen kan i forbindelse hermed inddrage medlemmerne af foreningen i de nedsatte udvalg.

Stk. 2. Bestyrelsen holder møde så ofte det findes påkrævet, dog mindst en gang hver anden måned.

Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede, idet beslutninger - med mindre andet er fastsat i denne vedtægt, jf. § 5 stk. 1 - træffes ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 4. Bestyrelsen fører protokol over afholdte møder. Endvidere føres en medlemsfortegnelse.

GENERALFORSAMLING

§ 12.

Stk. 1. Ordinær årlig generalforsamling afholdes i sidste halvdel af marts måned. Første ordinære generalforsamling efter den stiftende generalforsamling afholdes i marts 1999. Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske senest en måned før generalforsamlingens afholdelse. Samtidig udsendes en dagsorden. Indkaldelse til generalforsamlingen sker ved opslag eller ved særskilt meddelelse til det enkelte medlem. Bestyrelsen afgør formen for indkaldelse.

Stk. 2. Medlemmer, der ønsker at bringe forslag/emner til behandling på generalforsamlingen, jf. neden for stk. 3, skal senest i første uge af februar indsende skriftligt forslag herom til bestyrelsen.

Stk. 3. Dagsordenen for generalforsamlingen skal indeholde følgende:

* Valg af dirigent.

* Valg af referent.

* Formanden aflægger årsberetning.

* Kassereren forelægger det reviderede årsregnskab.

* Formanden redegør for bestyrelsens overvejelser vedrørende foreningens aktiviteter i det kommende år og forelægger budget samt forslag til kontingent for det kommende år.

* Behandling af spørgsmål/emner, som på foranledning af bestyrelsen eller af medlemmerne, jf. stk. 2, er optaget på dagsordenen.

* Valg af bestyrelsen i henhold til § 9.

- Valg af formand.

- Valg af kasserer.

- Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer.

- Valg af suppleanter.

* Valg af revision i henhold til stk. 4.

- Valg af revisor.

- Valg af revisorsuppleant.

* Eventuelt.

Stk. 4. Revisor og revisorsuppleant, der vælges for 1 år ad gangen, kan ikke være medlemmer af bestyrelsen. Ved foreningens oprettelse på stiftende generalforsamling vælges revisor og revisorsuppleant for perioden indtil 1. april 1999.

Stk. 5. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal blandt de tilstedeværende medlemmer, jf. dog herved § 15 stk. 2 og § 16 stk. 1 og stk. 2. For at afgive stemme på generalforsamlingen kræves personlig tilstedeværelse. Afstemning sker ved håndsoprækning. Afstemning ved valg skal foregå skriftligt, hvis et medlem begærer det.

EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

§ 13.

Stk. 1. Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling med mindst 3 ugers varsel.

Stk. 2. Bestyrelsen skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsender en skriftlig og begrundet begæring herom til bestyrelsen. Den ekstraordinære generalforsamling skal i så fald finde sted senest 4 uger efter begæringens fremsendelse.

TEGNING - HÆFTELSE

§ 14.

Stk. 1. Foreningen forpligtes økonomisk ved underskrift af formand og kasserer.

Stk. 2. Formanden kan meddele foreningens kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser.

Stk. 3. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid tilhørende formue, idet der ved sædvanlige dispositioner inden for foreningens formål og en forsvarlig varetagelse af foreningens virksomhed ikke påhviler foreningens bestyrelse nogen personlig hæftelse.

VEDTÆGTER

§ 15.

Stk. 1. Beslutning om godkendelse af vedtægterne på stiftende generalforsamling, jf. § 17, træffes ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte.

Stk. 2. Ændring af vedtægterne skal vedtages på en generalforsamling og kan kun ske med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Forslag til vedtægtsændringer skal udsendes sammen med dagsordenen for generalforsamlingen.

OPLØSNING AF FORENINGEN

§ 16.

Stk. 1. Foreningen kan kun opløses på en i dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Mindst halvdelen af foreningens medlemmer skal være til stede, og der kræves 2/3 af de afgivne stemmer til gyldig beslutning om opløsning. Blanke stemmer indgår ikke ved opgørelsen af de afgivne stemmer.

Stk. 2. Såfremt et tilstrækkeligt antal medlemmer ikke er til stede indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling med 14 dages varsel. Beslutning om foreningens opløsning kan da træffes med den i stk. 1 anførte majoritet uanset antallet af tilstedeværende medlemmer.

Stk. 3. Foreningens midler når alle økonomiske forpligtelser er opfyldt anvendes til hel eller delvis dækning af udgifterne ved afholdelse af en opløsnings- og afviklingsfest for foreningens medlemmer. Generalforsamlingen rådgiver bestyrelsen med henblik på bestyrelsens beslutning vedrørende tilrettelæggelse mv. af omhandlede afviklingsfest.

FORENINGENS OPRETTELSE

§ 17.

Personaleforeningen på KVL er oprettet og disse vedtægter træder i kraft på nedennævnte dato for den stiftende generalforsamling, den 12. september 1997, henholdsvis generalforsamlingen den 22. marts 1999 (§5, stk. 5 og § 7, stk. 2).

Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole

Frederiksberg den 12. september 1997, den 22. marts 1999 og den 28. marts 2000 samt 29. marts 2004

Underskrevet  (dirigent)

 


Ulla Lindberg, - siden er sidst opdateret d.27. september 2010
Det Biovidenskabelige Fakultet-Bülowsvej 17-1870 Frederiksberg C-Tlf: 353 32828--- CVR: 29979812 - Diverse EAN-numre