Ferie
Nedenstående redegør kort om regler for ferie.
Du kan også læse mere i Personalestyrelsens Ferievejledning
Relevante skemaer findes under skemaer på HR's hjemmeside.
Optjening af ferie
Du optjener 2,08 feriedage pr. måned svarende til 25 feriedage pr. år.
Optjening: 1. januar – 31. december.
Afholdelse: 1. maj – 30. april i de efterfølgende år.
Eksempel:
Ferie du optjente i 2008 blev afholdt i perioden 1. maj 2009 -30. april 2010
Er du deltidsansat, optjener du 25 feriedage pr. år, dog således at 1 feriedag svarer til din dagsnorm.
Eksempel:
Du er ansat på 34 timer/uge, som du fordeler på 5 arbejdsdage. Når du holder 1 uges ferie (34 timer), skriver du 5 feriedage på fraværs-blanketten. Har du flekstid, påfører du 34 timer på fleksregnskabet.
Eksempel:
Du er ansat på 30 timer/uge, som du fordeler på 4 arbejdsdage og har en ugentlig fridag. Når du holder 1 uges ferie (30 timer), skriver du 5 feriedage på fraværsblanketten. Du holder nemlig også ferie på din ugentlige fridag. Har du flekstid, påfører du 30 timer på fleksregnskabet.
Varsles du ferie og falder den varslede ferie på din ugentlige fridag, tæller fridagen som en feriedag.
Eksempel:
Du varsles at holde en feriedag dagen efter Kr. Himmelfart. Dagen falder på en fredag, som er din ugentlige fridag. Du påfører en feriedag på fraværsblanketten
Afholdelse af ferie
Din ferie kan opdeles i en hovedferie og restferie.
1. Hovedferie: Du har krav på at afholde 3 ugers samlet ferie i perioden 1. maj - 30. september. Hvis du ønsker at afholde dine 3 ugers samlet ferie udenfor nævnte periode, skal du indgå en aftale med din leder. Hvis din leder ikke er indstillet på at indgå en sådan aftale, har du pligt til at afholde de 3 uger indenfor perioden. Det er således din leder, der træffer den endelige afgørelse om feriens placering.
2. Restferie: Du kan afholde de resterende to ugers ferie på et hvilket som helst tidspunkt i ferieåret fra 1. maj – 30. april. Du har som udgangspunkt ret til at afholde din restferie i sammenhængende perioder på mindst 5 dage, men din leder kan bestemme noget andet, hvis hensynet til fakultetets drift gør det nødvendigt.
Placering af ferie/varsling
Der er forskel på reglerne, om du har ferie med løn eller ferie uden løn.
1. Ferie med løn eller ferie med feriekort optjent fra anden arbejdsgiver
Feriens placering aftales mellem dig og din leder. Såfremt I ikke kan nå til enighed, har din leder mulighed for at bestemme feriens placering. Lederen skal i så fald give dig meddelelse herom (varsle ferien) senest 3 måneder før hovedferiens begyndelse og senest 1 måned før restferiens begyndelse.
2. Ikke optjent ferie
Du har altid ret til at afholde 25 dages ferie om året – også selvom du ikke har optjent ferie med løn eller feriekort. Du har alene pligt til at afholde ferie, hvis afdelingen holder helt lukket. I så fald skal du varsles senest 3 måneder før hovedferiens begyndelse og senest 1 måned før restferiens begyndelse.
Overførsel af ferie
Hvis der ved udgangen af ferieåret er dage tilbage fra den 5. ferieuge, har du mulighed for at indgå en aftale med din leder om at overføre dagene til næste ferieår.
Hvis dagene er optjent (med løn), skal du anvende et skema hertil.
Hvis dagene er optjent hos anden arbejdsgiver, skal du anvende FerieKonto’s blanket, som du kan finde på ATP der skal være afleveret til instituttet senest den 31. marts. Den skal være Feriekonto i hænde senest den 30. april.
Du kan ikke akkumulere antallet af overførte feriedage. Du kan således have max. 5 overførte feriedage pr. år.
Har du feriedage, som ikke er afholdte og som skyldes sygdom eller barsel, gælder nogle andre regler. Se afsnittet om ”Barsel som feriehindring” og ”Sygdom som feriehindring”
Eksempel:
Du har 16 optjent feriedage med løn fra Fakultetet og 11 dage med feriekort fra anden arbejdsgiver. Du skal først holde den ferie, du har optjent hos LIFE.
Du har holdt 10 feriedage med løn fra Fakultetet. Du kan ikke overføre 5 feriedage med løn fra Fakultetet, da det alene er dage fra den 5. ferieuge, som kan overføres.
Sygdom
Du har ikke pligt til at påbegynde din ferie, hvis du er syg ved feriens start. Ferien begynder ved arbejdstids begyndelse den første feriedag.
Eksempel:
Din sidste arbejdsdag før ferien er fredag, og din ferie starter mandag. Du bliver syg lørdag eller søndag og har dermed ikke pligt til at påbegynde din ferie om mandagen, såfremt du fortsat er syg. Du skal huske at syge- og raskmelde dig. Se ”Sygdom”.
Bliver du rask inden udløbet af den planlagte ferie, skal du i forbindelse med raskmeldingen meddele din leder, om den resterende del af ferien holdes eller om du genoptager arbejdet. Det er alene resten af den planlagte ferie, som du kan vælge at holde. Du har ikke krav på at afholde de ”sygdomsramte” feriedage i forlængelse af din raskmelding. Bliver du således først rask efter udløbet af den planlagte ferie, har du pligt til at genoptage arbejdet på raskmeldingstidspunktet medmindre du aftaler noget andet med din leder.
Sygdom som feriehindring
Hovedferien
Har du pga. sygdom været forhindret i at holde din hovedferie inden den 30. september i ferieåret, kan du vælge enten at udskyde ferien til et senere tidspunkt i ferieåret Se afsnit om ”Placering/varsling af ferie”) eller at få udbetalt feriepengene for den ikke afholdte hovedferie. Såfremt du ikke udtrykkeligt har meddelt, at hovedferien ønskes holdt på et senere tidspunkt i ferieåret, udbetales feriepengene automatisk.
Du kan ikke få overført ferien til næste ferieår.
Såfremt du har valgt at udskyde ferien til et senere tidspunkt i ferieåret, og du igen bliver syg, foreligger der en feriehindring for de dage, der pga. sygdom ikke kan nå at blive afholdt inden ferieårets udløb den 30. april, og du har mulighed for at aftale overførsel af ferien til næste ferieår. Såfremt du eller din leder ikke er indstillet på at indgå en aftale om overførsel af ferie, har du krav på at få feriepengene udbetalt.
Eksempel:
Pga. sygefravær i hovedferieperioden har du valgt at holde de 3 ugers hovedferie på et senere tidspunkt.
Du bliver igen syg i december og raskmeldes den 12. april.
Du har på tidspunktet for din raskmelding 25 feriedage til gode. Du skal afholde ferie fra den 12. -30. april, idet du er raskmeldt og derfor har mulighed for at afholde ferie. Resterende feriedage kan overføres til næste ferieår, hvis både du og din leder er indstillet herpå, eller udbetales til dig kontant.
Hvis ikke du holder ferie fra den 12. april – 30. april fortabes disse feriedage og de afregnes til Feriefonden.
Det kan forekomme uhensigtsmæssigt at holde ferie umiddelbart efter længere tids sygefravær, men du har ret til det.
Restferien
Der foreligger alene en feriehindring i relation til restferien, såfremt du har været syg umiddelbart op til ferieårets udløb den 30. april.
Eksempel:
Du har 8 feriedage til gode.
Du har været syg fra den 15. februar til og med den 28. april.
Du kan nå at holde 2 feriedage inden ferieårets udløb (hvis den 29. og 30. april ikke er lørdage, søn.- eller helligdage). Der foreligger en feriehindring for så vidt angår de resterende 6 dage, og du har mulighed for at indgå aftale med din leder om, at ferien overføres til næste ferieår. Såfremt du eller din leder ikke er indstillet på at indgå en aftale om overførsel af ferie, har du krav på at få udbetalt feriepengene
Ferie i forbindelse med barselsorlov
Optjening
Du optjener ferie med løn i den orlovsperiode, hvor du modtager løn fra Fakultetet.
Du optjener endvidere ferie med løn i de første seks måneder af orlovsperiode uden løn under forudsætning af
- at du genindtræder i tjenesten inden udløbet af det ferieår, hvori ferien skal være afholdt, og
- at ferien afholdes inden udløbet af det pågældende ferieår – medmindre ferien udsættes iht. andre bestemmelser i ferieaftalen
Afholdelse
Du kan ikke afholde ferie, mens du er på barsels – og retsbaseret forældreorlov.
Umiddelbart efter fødslen skal du indgå en barselsaftale med din leder. Du bør i aftalen tage stilling til, hvornår du afholder din ferie.
Barselsorlov som feriehindring
Hovedferien
Såfremt du pga. barselsorlov ikke har haft mulighed for at afholde din hovedferie på 3 uger inden den 30. september, kan du vælge enten at udskyde ferien til et senere tidspunkt i ferieåret eller at få kontant godtgørelse.
Såfremt du ikke udtrykkeligt har meddelt, at hovedferien ønskes holdt på et senere tidspunkt i ferieåret, udbetales feriepengene automatisk.
Restferien
Såfremt du pga. barselsorlov ikke har haft mulighed for at afholde dine resterende 2 ugers ferie inden ferieårets udløb, har du mulighed for at aftale med din leder, at ferien overføres til næste ferieår. Er du eller din leder ikke indstillet på at indgå en sådan aftale om overførsel af ferie, udbetales ferien umiddelbart efter ferieårets udløb.
Øvrige feriehindringer ifm. barselsorlov
Barselsreglerne giver mulighed for at holde din orlov på forskellig vis. Nedenfor er kort angivet de forskellige muligheders konsekvens for din ferieafholdelse. Du anbefales at kontakte dit institutsekretariat for nærmere rådgivning.
- Retsbaseret udstrækning af orloven kan være en feriehindring.
- Retsbaseret udskudt orlov kan være en feriehindring.
- Delvis genoptagelse af arbejdet udgør kun en feriehindring, hvis arbejdet er genoptaget således, at der både arbejdes og holdes orlov på de samme dage. Ferie kan nemlig kun holdes i hele dage.
Udbetaling af ferie
Kun ved feriehindring (fx. barsel) kan der i nogle situationer udbetales godtgørelse for ikke afholdt ferie.
Ferie for elever
Hvornår og hvor meget ferie optjener du som elev/praktikant
Hvis du er ansat inden 1. juli i et ferieår har du ret til 25 dages ferie med løn i det aktuelle ferieår fra 1. maj – 30. april og i det efterfølgende ferieår. Har du haft ansættelse før og har et feriebevis fra en anden arbejdsgiver skal dette modregnes.
Hvis du er ansat efter 1. juli i et ferieår, har du ikke ret til ferie med løn i det aktuelle ferieår fra 1. maj - 30. april. Holder din afdeling ferielukket inden for perioden 1. oktobertil 30. april, har du dog ret til betalt ferie i indtil 5 dage (f.eks. i tilfælde af varslet juleferie).
Du har ret til 25 dages ferie med løn i det efterfølgende ferieår fra 1. maj – 30.april. Har du haft ansættelse før og har et feriebevis fra en anden arbejdsgiver skal dette modregnes.
Hvornår skal ferien være afholdt?
1) Hvis du er ansat for ét år (Eks.laborantpraktikanter) skal du afholde alle 5 ugers ferie inden du stopper som laborantpraktikant medmindre du fortsætter som månedslønnet laborant på KU. Når du ikke at afholde alle feriedagene, bliver den ferie, som du har optjent på Fakultetet afregnet til Feriekonto. Det er ikke muligt at afholde ferien før ferieårets begyndelse.
Eksempel:
En laborantpraktikant der bliver ansat 1. september 2009 til 31. august 2010 har følgende ferie:
1. september 2009 til 30. april 2010: Ret til 5 feriedage med løn såfremt Fakultetet/afdelingen har ferielukket. Afholdes der anden ferie er der tale om ferie uden løn og laborantpraktikanten vil blive trukket i løn efter gældende regler.
1. maj 2010 til 31. august 2010: Laborantpraktikanten har ret til 5 ugers ferie med løn. Holder laborantpraktikanten ikke 5 ugers ferie i denne periode vil den ferie, der er optjent (4 mdr. x 2.08 = 8,32 dage) på Fakultetet blive afregnet til Feriekonto. Det er ikke muligt at afholde disse ferieuger før 1. maj 2010
2)Hvis du er ansat mere end ét år behøver du ikke at afholde alle 25 dage i det sidste ansættelsesår, idet den ferie, du ikke har afholdt vil blive afregnet til feriekonto ved ansættelsens ophør.
Eksempel:
En kontorelev der er ansat fra den 1. august 2009 til 31. juli 2011 har følgende ferie.
1. august 2009 til 30. april 2010: Ret til 5 feriedage med løn såfremt Fakultetet/afdelingen har ferielukket. Afholdes der anden ferie er der tale om ferie uden løn og eleven vil blive trukket i løn efter gældende regler.
1. maj 2010 til 30. april 2011: Eleven har ret til 5 ugers ferie med løn. Har eleven haft ansættelse før og har et feriebevis fra en anden arbejdsgiver, skal dette modregnes.
1. maj 2011 til 31. juli 2011: Eleven har ret til 5 ugers ferie. MEN det er ikke et krav at alle 5 ugers ferie afholdes idet ikke afholdt ferie vil blive afregnet til feriekonto, og eleven vil modtage et feriekontobevis fra Feriekonto.
Henriette Strand Nielsen, - siden er sidst opdateret d.7. november 2011