Hvordan indberettes eksamensresultater?
Ved kursets afslutning skal der indberettes én samlet karakter for hver studerende på eksamensprotokollen. Hvis der er behov for at ”føre regnskab” over de studerendes resultater i løbende eksaminer m.v., kan tilmeldingslisterne rekvireres hos Uddannelse og Studerende.
Eksamensprotokollerne ligger klar inden udgangen af blokkens syvende uge. For reeksamen vil de ligge klar senest torsdag i ugen før reeksamensugen. Eksamensprotokoller skal afhentes i Uddannelse og Studerende af en medarbejder fra instituttet.
Når der indberettes resultater, gives der karakter enten efter 7-trinsskalaen eller bestået/ikke bestået. Det fremgår af kursusbeskrivelsen, hvilken skala der skal anvendes. Udeblevne og sygemeldte studerende registreres med "U". Studerende, der indleverer blank besvarelse, registreres med hhv. "-3" eller "I". "I" benyttes også som karakteren "ikke bestået". Karaktererne i 7-trinsskalaen hedder: -3, 00, 02, 4, 7, 10 og 12. Det er vigtigt at skrive hhv. 00 og 02 i stedet for 0 og 2, da resultaterne på den måde ikke kan manipuleres til at hedde 10 og 12.
Kun studerende, der fremgår af eksamensprotokollen, må eksamineres. Det er ikke en løsning blot at skrive eventuelle studerende på "i hånden", med mindre det konkret er aftalt med Uddannelse og Studerende.
Frist for indlevering af eksamensresultater er tre uger efter blokkens afslutning (se også frister) - ved eksaminer uden for blokkens eksamensuge er fristen tre uger efter eksamen. Det er vigtigt, at fristen overholdes, da denne er fastlagt ud fra et princip om, at eventuelt ikke beståede studerende skal have en rimelig frist til at beslutte, hvorvidt vedkommende ønsker at deltage i reeksamen.
Indlevering af eksamensresultater skal ske på betryggende vis. Dvs. at de kan overbringes til en medarbejder i Uddannelse og Studerende af en medarbejder fra instituttet (aldrig af en studerende), eller de kan sendes med intern eller ekstern post. Hvis de sendes med post, skal instituttet sørge for, at resultaterne lægges i en kuvert, som stemples med FORTROLIGT og sendes til Uddannelse og Studerendes ekspedition. Uddannelse og Studerende må ikke kunne komme i tvivl om, hvorvidt kuverten har været åbnet. Dette kan klares enten ved en forsegling eller ved underskrift hen over kuvertens lukning.
Ane Mette Holmsten, - siden er sidst opdateret d.11. juni 2010