Landbrugets indtjening stiger igen - 15.12.2011
Væk fra de røde tal: Dansk landbrugs økonomi er i fremgang.
2011 bliver det første år efter finanskrisen uden røde tal på bundlinjen for sektoren som helhed. Det er hovedkonklusionen i en analyse af jordbrugets indtjening, som Fødevareøkonomisk Institut på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet netop har offentliggjort.
Generelt har jordbruget været begunstiget af, at priserne på landbrugsprodukter har været høje i 2011 til trods for en større global produktion.
Det er især efterspørgslen i de nye vækstøkonomier, såsom Kina, Indien, Rusland og Brasilien, der har drevet priserne i vejret.
Da jordbruget også er begunstiget af et lavt renteniveau, vurderes det, at restbeløbet til aflønning af brugerfamiliernes arbejdsindsats og til at forrente egenkapitalen stiger fra ÷1,6 milliarder kroner i 2010 til 5 milliarder i 2011.
Seniorrådgiver Johnny M. Andersen ved Fødevareøkonomisk Institut advarer imidlertid mod at overvurdere de umiddelbart positive tal:
- Det meget lave udgangspunkt beror delvis på, at der i 2010 indgik et ekstraordinært stort realiseret tab på 3,9 milliarder kroner fra forskellige finansielle instrumenter såsom lån i schweizerfranc”, siger Johnny M. Andersen og understreger, at jordbrugets økonomi fortsat er presset.
- Restbeløbet på fem milliarder i 2011 er ikke tilstrækkeligt til at dække brugerfamiliernes arbejdsindsats og forrente egenkapitalen. Desuden gør den høje gældsprocent, som fulgte af prisfaldet på landbrugsejendomme i 2008, det vanskeligt at skabe det fornødne økonomiske råderum til produktivitetsforbedrende investeringer. Det vil alt andet lige koste på konkurrenceevnen”, konstaterer Johnny M. Andersen.
Læs analysen på nettet.
Spørgsmål til analysens indhold kan stilles til seniorrådgiver Johnny M. Andersen, Fødevareøkonomisk Institut ved LIFE - Det Biovidenskabelige Fakutlet, tlf.35 33 68 81 eller e-mail .
Katherina Killander, - siden er sidst opdateret d.15. december 2011