Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns Universitetwww.life.ku.dkPresse
Interne sites
EnglishMobilSitemapTelefonbogFind os

Startskud til vigtig klimaforskning mellem Kenya og Københavns Universitet

Når den 69-årige Nobelfredsprismodtager og forsker Wangari Maathai fra University of Nairobi besøger LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet torsdag den 10. december kl. 15 er det for at indlede et samarbejde, der kan redde et af de største og vigtigste skovområder i Østafrika, Mau-skovene. Området forsyner millioner af mennesker med vand, men er truet af at blive ryddet for skov.

 

Kenya er et af de afrikanske lande, der har været særlig hårdt ramt af klimaforandringerne. Wangari Maathai, der i 2004 fik Nobels fredspris for sin livslange kamp for at bevare Kenyas skove og for sine kampagner for skovplantning, har desuden en betydelig forskningskarriere bag sig. Gennem bevægelsen ”Green Belt Movement” har hun skabt stor national og international opmærksomhed omkring skovbevarelse i Øst- og Centralafrika.

  

Wangari Maathai arbejder på at etablere "The Wangari Maathai Institute for Peace and Environmental Studies” i Nairobi og gæster i anledning af COP15 LIFE for at indlede et samarbejde med eksperter inden for skovbrugsforskning og -uddannelse.

 

Mødet på LIFE er et resultat af det strategiske samarbejde (STRAPA), som LIFE har med University of Nairobi og flere andre østafrikanske universiteter. STRAPA er en platform for universitetssamarbejde, der giver forskere direkte og hurtig adgang til at etablere samarbejde inden for forskning, uddannelse og administration. Mødet bliver startskuddet til et vigtigt forskningssamarbejde om konflikthåndtering i forhold til klimaforandringer og skovbrug i Østafrika. Projektet har fokus på bæredygtig skovdrift i Mau-skovene, der tidligere har kunnet holde på de vandmængder, der falder under regntiden. Vandet, der opsamles og bevares af træerne, er afgørende for, at man kan kunstvande og dyrke afgrøder i området.

 

Flere oplysninger kan fås hos lektor Jens Emborg 3533 1744 eller 2163 9114 og STRAPA-koordinator Per Stig Rasmussen, LIFE, på telefon 3533 2227 eller 2620 3387.


Charlotte Aabo, - siden er sidst opdateret d.9. december 2009
Det Biovidenskabelige Fakultet-Bülowsvej 17-1870 Frederiksberg C-Tlf: 353 32828--- CVR: 29979812 - Diverse EAN-numre