Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns Universitetwww.life.ku.dkUddannelse
Interne sites
EnglishMobilSitemapTelefonbogFind os

Skov- og landskabsingeniør

 Maria fra skov- og landskabsingeniøruddannelsen

 

Hvordan producerer vi bæredygtigt løvtræ og nåletræ til træindustri? Hvad skal der til for at genoprette naturområder? Og hvordan skal vi planlægge for naturen, så vi får det bedste friluftsliv?

 

Som skov- og landskabsingeniør bliver du i stand til at løse disse og mange flere udfordringer, når du uddanner dig til ”grøn leder” og gennem den fireårige uddannelse opbygger en profil inden for skov og landskab, økologi, ledelse, teknik, økonomi og jura.

 

Se filmen om hvordan det er at læse til skov- og landskabsingeniør:

 

Læs et interview med studerende Maria Hansen Drangsfeldt.

 

 

Indhold:

 

Optagelsestal

Studerende på bacheloruddannelsen: 194

Optagne i 2011: 52

 

Adgangskrav

For at blive optaget på professionsbacheloruddannelsen som skov- og landskabsingeniør skal du have en adgangsgivende gymnasial uddannelse. Desuden er der nogle specifikke adgangskrav, der betyder, at du skal have afsluttet enkelte fag på særlige niveauer.  

 

Måske har du brug for at supplere din gymnasiale uddannelse med særlige fag eller niveauer. Her kan du se, hvilke gymnasiale suppleringskurser (GSK) der bliver tilbudt på KVUC.

 

Profil 

Hvis du interesserer dig for naturpleje, skovdrift og udvikling af rekreative områder, har du gode karrieremuligheder med en 4-årig professionsbacheloruddannelse som skov- og landskabsingeniør.


I løbet af uddannelsen får du et stærkt fagligt fundament gennem arbejde med planlægning, anlæg, pleje og drift af skove og naturområder med henblik på at opnå et solidt ingeniørmæssigt niveau. Desuden bliver du uddannet inden for ledelse, økonomi, formidling og rådgivning og får en stærk profil som moderne leder.


Uddannelsen giver dig kompetencer, som erhvervslivet efterspørger. Det sikrer vi blandt andet ved, at du gennem hele uddannelsen er i tæt kontakt med erhvervslivet via virksomhedsbesøg, gæstelærere og praktik. Uddannelsen og den tilhørende virksomhedspraktik giver dig konkrete færdigheder og en bred faglig viden inden for økologi, ledelse, teknik, planlægning, økonomi og jura.

 

Uddannelsen profilerer dig som en moderne leder, og du får gennem konkrete projekter et solidt fagligt grundlag, så du kan fungere som beslutningstager, leder eller specialist på et niveau, som er efterspurgt af det grønne erhvervsområde. De gennemgående nøgleord på uddannelsen er handlekraft, miljøhensyn og bæredygtighed.

 

Hvilke kompetencer får du?

   Bjørn Aris-Sørensen

Bjørn Aaris-Sørensen (36), regionschef for Nygaard Østdanmark. Bjørn blev færdig i 2003:

 

”Som regionschef i Nygaard er jeg en del af chefgruppen, der trækker de store streger på tegnebrættet for vores virksomhed og finder ud af, hvilken vej vi skal gå i fremtiden. Samtidig går meget af min tid med produktionsadministration i fællesskab med drifts- og afdelingslederne i min region, som jeg har det daglige ansvar for. To nøgleord, der beskriver mit arbejde, er ledelse og ressourcestyring.”

Når du har gennemført bacheloruddannelsen til skov- og landskabsingeniør, vil du blandt andet være i stand til at:

  • kunne træffe beslutninger samt vælge og håndtere metoder til løsning af driftsopgaver inden for skov, natur og bynære grønne områder
  • løse problemer i forhold til konkrete arealer eller opgaver.
  • kvalitetssikre handlinger og løsninger
  • håndtere kommunikation og konflikter over for f.eks. kunder og borgere
  • håndtere tekniske værktøjer til brug for registrering og analyse af arealdata
  • varetage ledelse af projekter og af mennesker 

Eksempler på kandidatuddannelser

Du har også mulighed for på LIFE at læse videre på en kandidatuddannelse, blandt andet:

Uddannelsen giver under visse forudsætninger også adgang til en række masteruddannelser.

 

Der er desuden mulighed for at studere videre på kandidatniveau på andre universiteter.

 

Jobmuligheder

Som skov- og landskabsingeniør har du gode karrieremuligheder i både ind- og udland.

 

Du kan fx komme til at arbejde med produktion af løv- og nåletræ til træindustrien, vildtforvaltning eller pleje af vandløb, moser og hedeområder. Eller du kan stå for planlægning og drift af friluftsliv i skove, parker eller i større naturområder.

 

Du kan også blive skovfoged i et privat eller offentligt skovbrug, entreprenør i anlægs- og servicevirksomheder eller selvstændig erhvervsdrivende. Der er også gode muligheder for at få job inden for rådgivning, formidling og undervisning.

 

Du kan også vælge at starte egen virksomhed fx som entreprenør eller inden for handel, pyntegrønt el.lign.

Opbygning

Uddannelsen foregår på Skovskolen i Nødebo. Det betyder, at du i det daglige er i tæt kontakt med naturen. Undervisningen veksler mellem indendørs forelæsninger og praktiske opgaver i naturen omkring Skovskolen.


Du udvikler din faglige profil inden for skov- og landskabsforståelse, økologi, ledelse, driftsøkonomi, jura, rådgivning, projektstyring og markedsføring.

 

I det obligatoriske ¾-årige praktikforløb oplever du pulsen i en virksomhed, oftest som assistent for en ledende medarbejder. Under praktikforløbet bliver du udfordret på din viden, og du får joberfaring, som er et godt kort i din senere jobsøgning.

 

Uddannelsens opbygning:

År 1

Blok 1

Profession og praksis

Blok 2

Skov- og landskabsforståelse

Kort og GIS

Blok 3

Økologi

Ledelse og organisation

Blok 4

 

År 2

Blok 1

Driftsøkonomi

Jura

Blok 2

Byens grønne områder

Blok 3

Skovdyrkning

Natur- og landskabspleje

Blok 4

 

År 3

Blok 1

Valgblok A

Blok 2

Virksomhedspraktik

Blok 3
Blok 4

 

År 4

Blok 1

Valgblok B

Blok 2

Projektstyring

Innovation og markedsføring

Blok 3

International naturforvaltning

Rådgivning og kommunikation

Blok 4

Bachelorprojekt

En blok er normeret til 15 point, 9 uger.

 

   De mørke felter er den obligatoriske grundpakke
    De lyse felter er valgfrie kurser

 

Valgblok A:
I denne valgblok er der mange kombinationsmuligheder. Du kan deltage i Skovskolens sommerkurser/kurser i blok 1, deltage i godkendte kurser på andre ind- og udenlandske universiteter, kombinere ovennævnte med skrivning af en pointopgave eller skrive et virksomhedsprojekt i din praktikvirksomhed og på den måde forlænge praktikperioden.
 
Valgblok B:
I denne valgblok kan du vælge mellem to specialiseringer inden for drift og forvaltning af skov og natur. Ofte vil dit valg her danne baggrund for det emne, du vælger at arbejde med i det afsluttende bachelorprojekt.


Der tilbydes to forskellige kurser:
 
I kurset Skovdrift og samfund arbejder du primært med drift og budgettering af produktive skovbevoksninger set i et virksomheds- og samfundsmæssigt perspektiv.
 
I kurset Naturforvaltning og samfund arbejder du med naturgenopretning, forvaltning af vådområder og lysåben natur samt med skov- og landskabsområder i en større sammenhæng og i et samfundsmæssigt perspektiv.

 

Praktik

Sille Marcussen Dall (35), landdistriktskoordinator og planlægger i Sønderborg Kommune. Sille blev færdig i 2002:
 
”Jeg har to arbejdskasketter. For det første er jeg landdistriktskoordinator. Det betyder, at jeg administrerer vores landsbylaug. Min seneste udfordring er projektet Generationskryds. Her har jeg været kommunens initiativtager til, at landsbylaugene skaber projekter, hvor borgerne kan mødes på tværs af generationer. For det andet er jeg planlægger, der forvalter kommunens åbne landskab. Her tager jeg beslutninger, som vedrører kommunes åbne land/landzone, fx om borgene må etablere nye ridebaner. Samtidig finder jeg løsninger på vores planmæssige udfordringer i det åbne land efter kommunesammenlægningen.”
I praktikforløbet, der strække sig over 3 blokke (¾ år) oplever du dagligdagen i en virksomhed ved at arbejde med konkrete opgaver og problemstillinger, oftest som assistent for en ledende medarbejder. Du får praktisk indsigt i bl.a. erhvervsvilkår, virksomhedens ledelse og styring samt den politiske dagligdag.
 
Du afprøver og får udfordret din viden. Og det giver dig en joberfaring, som er et godt kort i din senere jobsøgning. Praktikken foregår i en offentlig eller privat virksomhed, organisation eller lignende inden for skov- og landskabsområdet.
 
I praktikken kan du også vælge at tage den internationale udfordring op ved ophold i udlandet med en udenlandsk virksomhed, organisation eller institution som praktiksted. Der er ingen geografiske begrænsninger, og vores studerende har gæstet spændende praktiksteder i Europa, Afrika, Indien, Fjernøsten, USA, Sydamerika, Australien og New Zealand.

 

Læs mere om praktikken


Undervisning

Uddannelsen foregår på Skovskolen. Under uddannelsen er du i det daglige i nær kontakt med naturen, hvor teori fra forelæsninger omsættes til praksis gennem øvelser, ekskursioner og projektopgaver.
 
På Skovskolen er der tradition for et godt samarbejde mellem studerende og arbejdsliv, hvilket betyder at du har masser af muligheder for praktikophold eller projektsamarbejder med virksomheder og organisationer, som kan give dig smagsprøver på "det virkelige liv".
 
De generelle fagområder (ledelse, økonomi, jura mv.) vil i nogle tilfælde blive undervist fælles med have- og parkingeniørerne, der har parker, haver og byens grønne områder som hovedemner.

 

Studieliv i grønne omgivelser 

   Rune Bukkehave

Rune Bukkehave (30), skovfoged på Rathlousdal Gods. Rune blev færdig i 2007:


”Jeg er godsets ’blæksprutte’. Jeg har en finger med i alle opgaver. Det gælder alt lige fra traditionel skovdyrkning, daglig drift og vedligeholdelse af godets bygninger til ledelse af personalet, udarbejdelse af regnskaber og forhandling af jagtlejekontrakter. Udover ansvaret for Rathlousdals gods er jeg også skovfoged på fire andre godser. Fordi jeg har så mange typer opgaver, ligner mine arbejdsdage aldrig hinanden. Men to ting går på tværs af alle opgaver, nemlig økonomi – hvad kan bedst betale sig? og dialog med godsejerne – hvordan varetager jeg deres interesser bedst muligt?”

 

Under uddannelsen har du naturen som klasseværelse, da tre af de fire år af uddannelsen foregår på Skovskolen, der er beliggende i Nødebo nord for Hillerød med Grib Skov og Esrum Sø som nabo. Undervisningen veksler mellem indendørs klasseundervisning og praktiske opgaver ude i den omkringliggende natur.
 
Som studerende har du som regel mulighed for at bo på et kollegieværelse på Skovskolen og nyde et godt studiemiljø midt i naturen. Skovskolens omgivelser giver dig mange aktivitetsmuligheder. Der er fx mulighed for at sejle i kano og kajak på Esrum Sø eller at dyrke mountainbiking.
 
På skolen findes også en hyggelig kantine, fodboldbane, en gymnastiksal og et fælleshus. Gymnastiksalen bliver flittigt brugt til badminton, bordtennis, hockey, basket og fodbold.
 
Derudover findes "Flækken", som er de studerendes bar.

 

Vil du høre fra en studerende, hvordan det er at læse skov- og landskabsingenør på LIFE? Så kan du læse et interview med Maria Hansen Drangsfeldt.

Læs et interview med Maria

 

Ansøgning

Ansøgningsfrist for søgning via kvote 2: 15. marts 2012

Ansøgningsfrist for søgning via kvote 1: 5. juli 2012

Du kan finde ansøgningsskemaer og vejledninger på www.optagelse.dk

 

Kontakt

Du er altid velkommen til at kontakte fakultetets studievejledning, hvis du har spørgsmål om uddannelsen, studielivet eller andet. Du kan kontakte

  • Studievejledningen på Skovskolen pr. mail på eller på 3533 1607.

  • KU's studievejledning pr. mail på  eller på tlf. 3532 2626. 

  • LIFE's Studenterservice pr. mail på eller på 3533 3533.

  • Du kan også læse mere om uddannelsen til Skov- og landskabsingeniør Skov og Landskabs hjemmeside.

 Vil du vide mere?


Webmaster, - siden er sidst opdateret d.3. april 2012

 

"Samspillet mellem det praktiske og det teoretiske går op i en højere enhed. Man sidder ikke bare og terper i bøger, man er ude i naturen og prøver tingene af."

- Maria Hansen Drangsfeldt

 

Læs interview med studerende Maria Hansen Drangsfeldt

 

Kom i studiepraktik 
på skov- og landskabsingeniørstudiet

 

Studieordningen for Skov- og landskabsingeniør


Mulige
kandidatuddannelser


Du har bl.a. mulighed for på LIFE at læse videre på kandidatuddannelserne i:

- Agricultural Development

- Forest and Nature Management

- Landscape Architecture
- Nature Management (Landscape, Biodiversity and Planning)

 

Uddannelsen giver under visse forudsætninger også adgang til en række masteruddannelser.


Der er desuden mulighed for at studere videre på kandidatniveau på andre universiteter.

 

Lignende uddannelser på Københavns Universitet

 

- Have- og parkingeniør

- Landskabarkitektur og bydesign

- Naturressourcer


8 studerende på KU


Snak med en studievejleder
 

Læs mere om de gymnasiale suppleringskurser (GSK), der bliver tilbudt på KVUC. 

 

Nyttige links om København

 

Study in Denmark


KU app

Interview med skov- og landskabsingeniør

Det Biovidenskabelige Fakultet-Bülowsvej 17-1870 Frederiksberg C-Tlf: 353 32828--- CVR: 29979812 - Diverse EAN-numre