Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns Universitetwww.life.ku.dkStuderende
Interne sites
EnglishSitemapTelefonbogKontakt

VÆRD AT VIDE - om eksamen

Denne side kan forhåbentlig give dig svar på mange af de praktiske spørgsmål, du har om eksamen. Brug indholdsfortegnelsen til hurtig navigering på siden.

 

Siden erstatter ikke studieordningen. Det er stadig studieordningen, som indeholder regelgrundlaget for din uddannelse.

 

1. Hvornår holdes eksamen?

2. Hvornår tilmeldes eksamen?

3. Hvad hvis min tilmelding afvises?

4. Hvornår kender jeg eksamensgrundlaget?

5. På hvilket sprog afvikles eksamen?

6. Hvordan kender jeg tidspunkt og lokale for afvikling af eksamen?

7. Hvad sker der, hvis jeg bliver for syg til at gå til eksamen?

8. Hvordan identificerer jeg mig ved eksamen?

9. Hvad skal jeg have med til eksamen?

10. Hvor og hvornår får jeg resultatet fra min eksamen?

11. Særligt om gruppeeksamen

12. Kan jeg få ændret eksamensdato i forbindelse med udlandsophold?

 

 

1. Hvornår holdes eksamen?

Uddannelse og Studerende fastlægger eksamensdatoer for kurser med skriftlig auditorieeksamen. Eksaminerne vil blive placeret tirsdag - fredag i blokkens sidste uge (NB - ny årsstruktur fra studieåret 2009-10). Eksamensdatoerne fastlægges en blok ad gangen, og de offentliggøres i kursusbeskrivelsen (se frister). Skriftlige auditorieeksaminer uden for eksamensugen bliver placeret, hvor det er praktisk muligt.

 

For øvrige eksaminer skal eventuelle prøvedatoer, afleveringsdatoer m.v. offentliggøres på Absalon – om muligt senest to uger før prøvens afvikling. Hvis du har problemer med en eksamensdato på grund af andre studieaktiviteter, eksaminer m.v., skal du straks efter offentliggørelse af eksamensdatoen rette henvendelse til den kursusansvarlige. Dato for skriftlig auditorieeksamen kan normalt ikke ændres.

 

Særligt om reeksamen

Reeksaminer i blokstrukturen bliver afviklet som følger:

Blok 1 - kalenderuge 9

Blok 2 og 3 - kalenderuge 26

Blok 4 - kalenderuge 45

Datoerne bliver offentliggjort senest i eksamensplanen (se frister). Vær opmærksom på, at studienævnene har besluttet at placere enkelte reeksaminer alternativt. For de naturvidenskabelige uddannelser vil 210001 Matematik og planlægning og 210005 Statistisk dataanalyse 1 ligge i uge 1, og for veterinæruddannelsen vil 300057 Cellebiologi, almenhistologi og genetik, 300059 Anatomi og fysiologi 2 samt 300073 Veterinær kemi og biokemi ligge i uge 33/34 (se desuden skema over afvikling af 2005-studieordningen).

 

Vær opmærksom på, at eksamensformen ved skriftlige auditorieeksaminer automatisk bliver ændret til mundtlig eksamen, hvis der er fem eller færre tilmeldte. Den kursusansvarlige har dog ret til at bevare den skriftlige eksamensform.

 

Andre eksamensformer (f.eks. løbende eksamen) kan være fagligt umulige at afvikle som reeksamen. Her kan eksamensformen ændres til det fagligt bedste alternativ. Eksamensformen  bliver offentliggjort i eksamensplanen (se frister).

 

Derudover kan det ved eksaminer med flere dele være forskelligt, hvordan eksamen for den enkelte studerende bliver afviklet. F.eks. en eksamen bestående af en multiple choice test og en mundtlig eksamen, hvor den ene del er gennemført tilfredsstillende – her kan reeksamen bestå af kun den anden del. Det er en vurdering, som den kursusansvarlige står for.

 

Til toppen

 

2. Hvornår tilmeldes eksamen?

De studerende, der fortsat er tilmeldt et kursus en uge inde i blokken, bliver automatisk tilmeldt eksamen. I blokkens tredje uge skal du kontrollere, at din tilmelding er registreret korrekt  (se også afsnittet om afvist tilmelding). Der er i samme uge mulighed for at afmelde eksamen eller at tilmelde eksamen direkte uden deltagelse i undervisningen. Ved sidstnævnte er det dit eget ansvar at afklare med den kursusansvarlige, hvorvidt det er fagligt muligt at tilmelde eksamen uden deltagelse i undervisningen.

 

Ved kurser, der kører over flere blokke, vil tilmelding til både undervisning og eksamen ske i kursets første blok. Dette sker af hensyn til de kurser, der har løbende eksamen (Eks.: Et kursus kører over 4 blokke med start i blok 1 – der er eksamen efter hver blok. Tilmelding til eksamen sker i blok 1 med mulighed for til- og afmelding til og med tredje uge af blok 1. Det er således ikke muligt at afmelde eksamen umiddelbart før den sidste eksamen i blok 4).

 

Ved udgangen af blokkens tredje uge er eksamenstilmeldingen endeligt afsluttet. Kun Uddannelse og Studerende kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra tilmeldingsfristen.

 

Særligt for reeksamen

Du skal aktivt tilmelde dig reeksamen på sb.life.ku.dk (se frister). Af hensyn til eksamensplanlægningen vil Uddannelse og Studerende kun i ganske særlige tilfælde kunne dispensere fra tilmeldingsfristen.

 

Til toppen

 

3. Hvad hvis min tilmelding bliver afvist?

Hvis din tilmelding får status ”Afvist” på sb.life.ku.dk, har du stadig tilmeldt dig rettidigt. En afvisning kan skyldes flere ting. En del afvisninger skyldes manglende opretninger i studieordningerne. Disse vil Uddannelse og Studerende tage sig af hurtigst muligt; men der kan gå op til et par uger, inden alle er på plads.

 

Andre kan få afvist tilmeldingen på grund af manglende obligatoriske forudsætninger eller for mange brugte eksamensforsøg. Disse vil kræve en dispensation fra studienævnet, som du skal søge snarest muligt, så den kan komme på plads inden eksamen.

 

Hvis din tilmelding ikke er på plads inden for 2-3 uger efter tilmeldingen, skal du kontakte Uddannelse og Studerende. Du vil ikke indgå i eksamensplanlægningen, før den er gået på plads.

 

Det fremgår af kursusbeskrivelsen, hvis der er forudsætninger, der skal opfyldes for, at du kan blive indstillet til eksamen. Hvis du ikke opfylder forudsætningerne, giver den kursusansvarlige besked til Uddannelse og Studerende, som så afmelder din eksamenstilmelding. Den kursusansvarlige sikrer, at de berørte studerende er klar over afmeldingen.

 

Til toppen

 

4. Hvornår kender jeg eksamensgrundlaget (pensum)?

Eksamensspørgsmål kan stilles inden for den ramme, som pensumlisten sammen med kursets kompetencemål udgør. Kompetencemålene fremgår af kursusbeskrivelsen. Pensumlisten skal være tilgængelig på kursets Absalon-side fire uger før eksamen. Pensum kan bestå af en fælles del og en individuel del – sidste er særligt relevant ved projektarbejde.

 

Til toppen

 

5. På hvilket sprog afvikles eksamen?

Eksamen afvikles på samme sprog som undervisningen. Dog kan studerende, der har norsk eller svensk som modersmål, aflægge eksamen på deres modersmål ved kurser, der udbydes på dansk.

 

Til toppen

 

6. Hvordan kender jeg tidspunkt og lokale for afvikling af en skriftlig eksamen?

Uddannelse og Studerende udarbejder en detaljeret eksamensplan for skriftlige auditorieeksaminer. Her oplyses tid, sted og hvilke studerende, der skal til eksamen. Ved eksaminer uden for eksamensugen, vil eksamensplanen så vidt muligt være tilgængelig senest to uger før eksamen.

 

Ved øvrige eksamensformer offentliggøres tid og sted for eksamen senest to uger før eksamen af den kursusansvarlige.

 

Til toppen 

 

7. Hvad sker der, hvis jeg bliver for syg til at gå til eksamen?

Hvis du er syg på selve eksamensdagen, skal du ved mundtlige/praktiske eksaminer tage kontakt til den kursusansvarlige, så vedkommende ikke står og venter på dig. Ved skriftlige eksaminer skal du ikke give besked til fakultetet. Du skal i begge tilfælde tage kontakt til lægen samme dag og få udstedt en lægeerklæring/friattest. Denne skal snarest muligt indsendes til Uddannelse og Studerende. Du vil i første omgang blive registreret som udeblevet fra eksamen, men Uddannelse og Studerende vil ændre det til en sygemelding, når lægeerklæringen/friattesten er modtaget. På denne måde koster det ikke et eksamensforsøg. Udgift til lægeerklæring/friattest i forbindelse med sygdom ved eksamen refunderes ikke.

 

Hvis du bliver syg under selve eksamen, skal du meddele dette til eksamensvagten. Du skal ikke aflevere noget til bedømmelse, hvis du ønsker at blive registreret som sygemeldt. Du skal tage kontakt til lægen samme dag og få udstedt en lægeerklæring/friattest jf. ovenstående.

 

Hvis du er syg i en væsentlig del af undervisningen, kan du søge om at blive afmeldt eksamen. Sygdommen skal dokumenteres jf. ovenstående.

 

Til toppen

 

8. Hvordan identificerer jeg mig ved eksamen?

Du skal medbringe gyldigt studiekort eller andet billed-id til skriftlige auditorieeksaminer.

 

På din eksamensbesvarelse skal du påføre enten studienummer og navn eller eksamensnummer.

 

Ved eksaminer, hvor det er muligt at anonymisere eksaminanderne, tildeles eksamensnummer. Eksamensnummeret tildeles tilfældigt ved tilmelding af eksamen og offentliggøres på sb.life.ku.dk > Eksamen > Vis til- og afmelding. Hvis feltet eksamensnr. er tomt, betyder det, at du skal angive navn og studienummer på din eksamensbesvarelse.

 

Du skal selv medbringe eksamensnummeret til eksamen.

 

Til toppen

 

9. Hvad skal jeg have med til eksamen?

Når du kommer til en eksamen, skal du benytte kuglepen eller tilsvarende permanent skriveredskab, og det er en god ide at medbringe flere. Derudover må lommeregnere og sproglige (ikke faglige) ordbøger (ikke elektroniske) altid medbringes. Ved eksaminer uden hjælpemidler skal hukommelsen være slettet i lommeregneren. Der vil blive foretaget stikprøvekontrol.

 

Mobiltelefon og andet kommunikationsudstyr må ikke medbringes til eksamen. Skulle du have glemt at lægge det af derhjemme, SKAL det afleveres til eksamensvagten, inden eksamen går i gang. Det er dit eget ansvar at få det med hjem bagefter.

 

MP3-afspillere og lignende samt øvrigt elektronisk udstyr (bortset fra lommeregnere) må ikke benyttes under eksamen.

 

Det fremgår af kursusbeskrivelsen, om det er tilladt at medbringe hjælpemidler til eksamen. Hvis det er tilladt at medbringe hjælpemidler, må både lærebøger og notater medbringes – men aldrig computer.

 

Det er naturligvis tilladt at medbringe mad og drikke under eksamen; men tænk på dine medstuderende. Nogle madvarer (f.eks. gulerødder og hele æbler) kan være meget forstyrrende i en stresset eksamenssituation.

 

Til toppen

 

10. Hvor og hvornår får jeg resultatet fra min eksamen?

Resultaterne indleveres snarest muligt efter eksamen til Uddannelse og Studerende, som normalt registrerer dem samme dag. De bliver straks efter registrering synlige på sb.life.ku.dk, hvor du også kan se en statistik over, hvilke resultater der alt i alt er givet ved den pågældende eksamen.

 

Ved eksamensformer, hvor resultatet ikke oplyses straks efter eksamen, er der som udgangspunkt en frist på tre uger efter eksamen til at indlevere resultaterne (se frister). Herefter gør Uddannelse og Studerende den kursusansvarlige og dennes institutleder opmærksom på, hvilke resultater der måtte mangle.

 

Til toppen

 

 

11. Særligt om gruppeeksamen

Alle eksaminer er individuelle fra 1/9 2007
Den 1. april 2006 trådte ændringsbekendtgørelsen til eksamensbekendtgørelsen i kraft. Bekendtgørelsen fastsætter, at alle prøver senest den 31. august 2007 skal tilrettelægges som individuelle prøver, hvilket betyder, at eksamination og besvarelse skal foregå individuelt, samt at der skal foretages en individuel bedømmelse og gives individuelle karakterer.

Grundprincippet er, at din egen præstation som studerende skal kunne vurderes separat, så du får en separat bedømmelse.

Vi har her samlet nogle af de konsekvenser, det får for studerende på LIFE:

Ingen gruppeeksaminer:
Al eksamination skal foregå individuelt, dvs. at en gruppe ikke må eksamineres samlet. Hvis den individuelle eksamen tager udgangspunkt i en gruppeopgave, må de studerende fra gruppen, som endnu ikke er blevet eksamineret, ikke være til stede i eksamenslokalet, når en fra gruppen eksamineres.

Hvad kan ikke længere lade sig gøre?
Kollektive gruppeopgaver (dvs. hvor den enkeltes bidrag ikke kan konstateres) kan ikke vægtes selvstændigt i bedømmelsen. 

Hvad kan godt lade sig gøre?
Kollektive gruppeopgaver (dvs. hvor den enkeltes bidrag ikke kan konstateres) kan indirekte indgå i bedømmelsen ved, at den individuelle mundtlige eksamination tager udgangspunkt i gruppeopgaven.

Fælles projektrapporter, hvor det er angivet for hver enkelt studerendes vedkommende, hvad de har bidraget med, kan indgå direkte i bedømmelsen og også være en selvstændig bedømmelse i sig selv.

Du kan som studerende også vælge at skrive alene, hvis en projektrapport el.lign. indgår i bedømmelsen (direkte eller indirekte).

Bachelorprojekter og specialer: 
Studerende kan stadig skrive bachelorprojekter og specialer i grupper (max. 3 personer) også uden angivelse af den enkelte studerendes bidrag. Det mundtlige seminar, som sikrer den individuelle bedømmelse, skal dog foregå individuelt. De øvrige studerende i gruppen må kun være til stede i eksamenslokalet, hvis de selv er færdigeksamineret. Der kan ikke på forhånd gives en karakter for det skriftlige produkt, da den mundtlige eksamination vægter 100%, dog skal resuméet af bachelorprojektet/specialet samt den/de studerendes stave- og formuleringsevne (evnen til at formidle stoffet) indgå i vurderingen.

Har du spørgsmål om gruppeeksaminer, er du velkommen til at henvende dig i Studenterservice.

Til toppen

 

12. Kan jeg få ændret eksamensdato i forbindelse med udlandsophold?

Hvis du skal på studieophold i udlandet og derfor ikke kan være på LIFE til eksamen, kan du få ændret eksamensdatoen. Du har mulighed for enten at gå til eksamen i fuldt pensum til fuldt pointtal eller at gå til eksamen i delvist pensum til reduceret pointtal.

 

Hvis du ønsker at gå til eksamen i fuldt pensum, skal du senest 3 uger inde i blokken tage kontakt til den kursusansvarlige for at aftale alternativt eksamenstidspunkt.

 

Hvis du ønsker at gå til eksamen i delvist pensum og dermed få reduceret pointtallet, kræver det en dispensation fra studienævnet. Sørg for at tage kontakt til den kursusansvarlige for at aftale den alternative eksamen senest 3 uger inde i blokken. Du skal samtidig indsende din ansøgning til studienævnet.


Ane Mette Holmsten, - siden er sidst opdateret d.23. juli 2010
Det Biovidenskabelige Fakultet-Bülowsvej 17-1870 Frederiksberg C-Tlf: 353 32828--CVR: 29979812 - Diverse EAN-numre